Hornsignaler har sine rødder i forhistorisk tid, - akustiske signaler og fanfarer blev anvendt til jagt, i kamp og til kult.
Instrumenterne var dengang dyrehorn, såkaldte olifanter. Senere blev de afløst af efterligninger af snoede dyrehorn fremstillet i metal, kaldet hifthorn.
Den ældste lærebog i "Jagtens kunst" der stammer fra Ludwig IX´s tid i det 13. århundrede omtaler hornenes anvendelse. Dels som et kommunikationsmiddel i skoven, og dels i jagtens ceremonielle sammenhænge.

Fra 1000-tallet har Hubertus været skytshelgen for jægere.
Hubertus er også skytshelgen for jagthundene, og derfor er han også beskytter mod hundebid og hundegalskab.
I Belgien og Frankrig kaldes hundegalskab derfor ofte "mal de Saint-Hubert". 

I over tusind år har der været afholdt hubertusmesser, og som noget særligt, har man fra tidlig tid brugt at pynte kirken med grønne grene og det nedlagte vildt. Selv jagthundene tog man med ind i kirken. Den berømte Hubertusjagt holdes til ære for ham hvert år den 3. november. 
Den liturgiske musik var i starten en opgave for koret og orgelet. 

Der er en legende som først er dukket op i 1300-tallet, den fortæller:
En langfredag drev Hubertus sin yndlingsbeskæftigelse og gik på jagt i Ardennerne, og der fik han øje på en hjort.
Til jægerens forbavselse blev hjorten rolig stående, og Hubertus havde allerede spændt buen, da han opdagede at den havde et lysende krucifiks midt i det store gevir.

Han sank i knæ og hørte en stemme som manede ham til ikke at glemme det evige liv. Dette gjorde så stærkt indtryk på ham at han omvendte sig helt til Gud.
Men den legende er muligvis en sammenblanding med legenden om St. Eustacius, som netop har geviret med det lysende kors som attribut.

Jamen hvordan kommer så hubertusmusikken ind i den historie?
I starten var den der heller ikke. Men fra tidlig middelalder var jagt en yndet fornøjelse for fyrsterne i det storfrankiske rige, og helst skulle den foregå på hesteryg.
Man kunne hurtigt tilbagelægge store afstande på kort tid i jagten på en hjort.
Nu havde man ikke mobiltelefoner dengang, men naturhorn havde man, og man havde komponeret korte signaler til disse parforce horn, der kunne høres langt omkring, så de andre i jagtselskabet kunne vide hvad der skete.
Der var f. eks. signaler for falsk fært, kald hundene tilbage, sæt hundene på ny fært, hundene nærmer sig hjorten, hjorten går i vandet, hjorten forlader vandet, hjorten er såret, hjorten er nedlagt osv.

Disse horn fulgte naturligvis jægerne ind i kirken til St. Hubertusmessen den 3. november og man har vel blæst nogle af jagtens signaler med følelse og patos for at genopleve dagens jagt. Der har også været små melodistumper som korsriddernes brugte. Forskellig fra egn til egn, og af fri hukommelse og fortolkning.

Først for en 2-300 år siden er denne musik, som mundtligt har overlevet i hundreder af år blevet redigeret og nedskrevet på noder. 

Kendte fanfarer som f.eks. Dampierres Hubertusfanfare (Paris 1778), og enkelte nyskabelser blev efterhånden til den liturgiske musik.
I slutningen af det 19. århundrede blev denne musik, Hubertusmessen, optaget i store Franske værker af Normand, Sombrun og de la Porte. Efter den første verdenskrig har man med inspiration i disse værker samlet musikken i redigerede genoptryk.
Den kendteste af disse udgivelser er velnok: Jules Cantin, La Grande Messe de Saint-Hubert, Paris 1934.

Hubertusmessen er oprindelig en katolsk liturgi, men da man i Tyskland også har en evangelisk version, giver det mulighed for af anvende denne version af Hubertusmusikken i den Danske Folkekirke.

De parforcehorn vi anvender i dag er stemt i tonarten "Eb" (med omslag til "Bb" af hensyn til jagtsignalerne). De har en klang i retning af waldhorn, dog med tilstrækkelig friskhed til at udtrykke den jagtlige atmosfære.
Fælles for jagthorn er, at det er naturhorn, hvor tonerne formes med læberne uden brug af ventiler. Toneomfanget på Es-parforcehornene er 14 naturtoner i hele 3 oktaver. Da det drejer sig om naturtoner, lyder nogle enkelte toner ikke som vi er vant til fra mekaniske ventilinstrumenter.
Den 7., den 13., og den 14. naturtone er lavere, og den 11. naturtone højere end vort øre er vant til at høre i den kunstigt tempererede stemning på moderne ventilinstrumenter.
Toneomfanget på de mindre Fürst Pless horn er ligesom på signalhorn begrænset til 6 toner.
Det er disse horn der i dag anvendes på praktisk jagt, til kommunikation og vildtparade.